For mange ville det at have hovedrollen i storfilm som ’Danser med ulve’ og ’The Bodyguard’ være nok at se tilbage på, når pensionsalderen nærmer sig. Men Kevin Costner vil være kendt for andet og mere. Derfor har han for længst etableret et rockband, The Kevin Costner Band, der dog ikke rigtig er slået igennem. Men nu er der håb forude - han lægger nemlig sag an mod sit pladeselskab, og det skal nok trække nogle overskrifter.
Ifølge Kevin Costners advokat har skuespillerens band underskrevet en to-årig kontrakt, der blandt andet indebærer, at det skal spille mindst fem koncerter om året og have en hjemmeside. Men ingen af tingene er sket, og derfor beder bandet nu om en erstatning på knap 50 millioner kroner.
Kevin Costner har tidligere brugt filmens verden til at promovere sin sangkarriere. I filmen ’The Postman’ fra 1997 sang han duet med Amy Grant til den sang, der blev spillet under rulleteksterne. The Kevin Costner Band, der ifølge sig selv spiller original rock- og popmusik, debuterede sidste år i forbindelse med et velgørenhedsarrangement.