Terrortruslen er nu så høj i en række lande, at Udenrigsministeriets Borgerservice advarer danskere om at rejse.
Risikoen for som vesterlænding af blive angrebet af ekstremister er høj i Kenya, Uganda og Saudi Arabien.
Især er det farligt at rejse til området i Kenya, der grænser op til Somalia.
"Der er en betydelig risiko for terrorangreb i Kenya, særligt i hovedstaden Nairobi. Man bør derfor udvise stor forsigtighed på offentlige steder, ved transportknudepunkter, ved religiøse helligdomme, på hoteller, restauranter, diskoteker, cafeer, barer og andre steder hvor større menneskemængder samles," oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.
Også Saudi Arabien, hvor der praktiseres sharialov, bør danskere holde sig væk. Og hvis man rejser i området, så skal man på ingen måde skilte med sin rød-hvide nationalitet. Danmark er nemlig et meget upopulært land blandt ekstremistiske grupper i Saudi Arabien.
"Ud over den generelle terrortrussel i landet er der som følge af militante ekstremistiske gruppers skærpede fokus på Danmark en risiko for, at terrorangreb og bortførelser kan blive rettet direkte mod danskere i landet. Det gælder specielt i tilfælde, hvor personer umiddelbart kan identificeres som danske," oplyses det.
En engelsk mand blev den 11. september dræbt og hans kone bortført af islamister fra en ferieø i Kenya.