Ritzau
Opdateret kl. 12:39
Den danske fodboldtræner Kenneth Heiner-Møller skal fremover være cheftræner for Canadas kvindelige landshold.
Det meddeler Det Canadiske Fodboldforbund på Twitter.
Stillingen er blevet ledig, fordi John Herdman skifter fra at være landstræner for kvinderne til at være cheftræner for Canadas mandlige landshold.
Kenneth Heiner-Møller blev i 2016 tilknyttet Canadas kvindelandshold i en rolle som assistenttræner.
Canada vandt samme år bronze ved OL i Rio.
Den 46-årige dansker var fra 2006 til 2013 cheftræner for Danmarks kvindelandshold.
Han sluttede af med at føre Danmark frem til en bronzemedalje ved EM i 2013.
Han var derefter tilknyttet Team Danmark i en rolle som konsulent.
Sidste år forlod han Team Danmark for at blive assistenttræner for Canada på fuld tid.
Kenneth Heiner-Møller var i 1990'erne - dengang under navnet Kenneth Christiansen - udlandsprofessionel i ungarske Ferencvaros.
I Danmark repræsenterede han klubber som Ølstykke, Vejle, B93 og AGF.
/ritzau/