Den kontroversielle læge og forfatter Vibeke Manniche er så sur over, at en kvindelig præst fra Fyn har scoret kassen på hendes tantes død, at hun har skrevet om arvesagen i sin nye krimi.
Da Manniches tante døde som 95-årig, arvede den kvindelige præst, der havde taget sig af den gamle dame i hendes sidste tid, omkring en million kroner samt smykker, sølvtøj og malerier for et ukendt beløb. Det skriver Ekstra Bladet.
Det var et brud på præstens ansættelsesbetingelser, at hun tog imod pengene, fordi ansatte i det offentlige generelt ikke har ret til at takke ja til gaver fra personer, som de har et ansvar for gennem deres arbejde.
Vibeke Manniche, der selv arvede et mindre beløb ved tantens død, har klaget til biskoppen over præstens opførsel, men da han ikke ville gøre noget, besluttede hun at gøre arvesagen til en del af sin nye krimi, der udkommer 17. september.
- Det støder i den grad min retfærdighedssans, at en præst kan slippe af sted med den slags. Andre offentligt ansatte må jo ikke engang tage imod en æske chokolade, siger Vibeke Manniche til Ekstra Bladet.
Den kendte læge er især vred over, at præsten tog imod en arv, som egentlig var tiltænkt tantens fætter. De to familiemedlemmer havde været tæt på hinanden hele livet, men ragede til sidst uklar over en bagatel. Ifølge Manniche burde præsten enten have mæglet mellem parterne eller doneret pengene i stedet for at berige sig selv.
- Hvis hun havde ladet de mange penge tilfalde de lokale kirke eller måske sikret, at de gik til arbejdet i Kræftens Bekæmpelse, ville jeg ikke have reageret, siger den ophidsede Manniche til Ekstra Bladet.
Kilde: Ekstra Bladet