To par ud af fire valgte i sæsonafslutningen på Gift ved første blik på DR1 at forblive gift med hinanden.
I dag er begge par stadig sammen, og både Line og Michael samt Randi og Niels har fundet kærligheden i hinanden.
Men der er blevet taget store beslutninger om fremtiden undervejs, og her mange måneder efter optagelserne sluttede, kan Line og Michael endelig åbne op for deres fremtidsplaner.
De forlader Danmark og flytter til New York de næste to-tre år, fortæller parret til Ekstra Bladet
- Det er sindssygt at spørge en, du har kendt i tre og en halv måned, om hun vil flytte med til New York, så da hun sagde ja, bekræftede det mig egentlig bare i, at vi nok bliver sammen de næste mange år, siger Michael.
En fremtid sammen i den store by
Michael er blevet tilbudt et drømmejob som regnskabschef i den kendte arkitekt Bjarke Ingels virksomhed BIG.
Det tilbud var svært at sige nej til, og heldigvis sagde Line ja til at rejse med ham, selvom hun lige skulle vænne sig til tanken. Hun var først lige begyndt at forberede sig på at flytte til København, og så bragte Michael New York på banen.
- Og så siger Michael: 'Hvad med New York'? Og det var lige efter, jeg havde sagt til ham, at jeg synes, der er så mange mennesker i København, fortæller Line.
Parret har allerede besøgt New York sammen og overvejet, hvor de gerne vil bo. Line håber, hun kan finde et job derovre, for hun dur ikke til at gå rundt uden arbejde, fortæller hun.
Begge er de enige om, at de har en lang og lykkelig fremtid foran sig, ellers ville de heller ikke rejse væk sammen.