Et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,9 har ramt den største ø i den øgruppe, der tilsammen udgør den amerikanske delstat Hawaii.
Jordskælvet er det største, der har ramt Hawaii siden 1975. Det oplyser Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS).
Der er ingen umiddelbare rapporter om store skader efter skælvet, der ramte fredag klokken 12.33 lokal tid nær vulkanen Kilauea.
Vulkanen har det seneste døgn spyet flydende lava ud, og to boliger er brændt ned.
Flere end 1700 indbyggere på øen af samme navn som delstaten har fået ordre om at forlade deres hjem. 10.000 andre er blevet opfordret til at lade sig evakuere frivilligt.
Myndighederne advarer om brandvarme, flyvende sten og gasser med et højt indhold af svovl.
Indbyggerne i Puna-distriktet øst for Kilauea er godt klar over, at de bor nær en af verdens mest aktive vulkaner og har set ødelæggelser før.
Julie Woolsey forlod sit hjem torsdag, da lava begyndte at flyde ud fra en revne i jorden på den vej, hun bor på.
- Da vi byggede huset, vidste vi godt, at vi byggede det på en aktiv vulkan, siger hun.
Julie Woolsey tilføjer, at hun dog havde troet, at risikoen for flydende lava var lille.
- Men man kan ikke forudsige, hvad Pele vil gøre, siger hun med henvisning til den hawaiianske vulkangudinde.
Efter flere dage med flere mindre jordskælv i Puna-distriktet gik Kilauea-vulkanen i udbrud torsdag.
Forskere behandler i øjeblikket data fra jordskælvene for at se, om de påvirker vulkanudbruddet. Det fortæller talsmand for forskningsinstituttet Hawaiian Volcano Observatory Janet Babb.
- Magmaen bevæger sig ned i revnerne og belaster den sydlige side af vulkanen, siger hun.
- Det medfører en række jordskælv.
Tidligere fredag ramte et andet stort skælv øen Hawaii med en beregnet størrelse på 5,4.
/ritzau/AP