Den 67-årige sportskommentator Claus Borre er blevet ramt af en alvorlig sygdom.
Journalisten, som tidligere har været studievært på DR, men nu folder sig ud som boksekommentator på TV 2 Sport og Viasat, har fået konstateret kræft i ryggen, og gennemgik i påsken en større operation, skriver TV 2 Sport og Viasat i en pressemeddelelse.
"Dette kommer naturligvis som et stort chok for os alle, og jeg er enormt ked af det på både Claus og hans families vegne. Claus har været fast mand på TV 2 SPORTs boksetransmissioner siden kanalens start for fem år siden, og det fortsætter han med i det omfang, sygdommen tillader det. Vi er utroligt glade for, at han stadig har lyst til at stå til rådighed for seerne med sin enorme viden og ekspertise," siger sportschef Lene Ugilt Hansen.
Claus Borre betragter sig selv som en fighter og håber på, at han får bugt med sygdommen. I dag begynder han på strålebehandling, og vil derfor forsvinde fra skærmen, indtil den indledende og belastende fase i helbredelsen er overstået.
Claus Borre og hans familie frabeder sig i øvrigt mediernes opmærksomhed, så de kan fokusere deres kræfter på et få bugt med sygdommen, lyder det i pressemeddelelsen.