Det var ikke ligefrem søde vendinger Noel Gallagher, fra det netop opløste band Oasis, brugte om Keanes musik under et interview sidste år.
"Lige meget hvilken retning Keane vælger, så vil de stadig være noget lort," udtalte Noel Gallagher ifølge tv2.dk.
Alligevel håber Keane, at han vil producere deres næste album. Måske fordi Keane-keyboardspiller Tim Rice-Oxley ikke opfatter udtalelsen som krænkende, da han selv har været ude med riven.
Han sagde dengang, at Oasis var blevet et ligegyldigt band.
Siden Keane på V Festivalen i søndags spillede en coverversion af det gamle Oasis-nummer 'Cast No Shadow', har piben imidlertid fået en anden lyd.
"Jeg spekulerer tit på, om Noel slet og ret nægter at anerkende, at Keane og Oasis på mange måder minder om hinanden. Vi er begge folkets band," udtaler Tim Rice-Oxley. Han fortsætter:
"Det ville være stort at få Noel til at producere os. Vi er kæmpe fans."