Skuespillerinden Kate Winslet planlægger at sagsøge ugebladet Grazia, fordi det har påstået, at hun skulle have gået til en slanke-læge i Californien.
Bladet skrev, at Titanic-stjernen havde været på Chinese Healing Institute i Santa Monica for at blive afhjulpet med nakkesmerter og for at tabe sig.
Det fik den 32-årige skuespiller til at fare i flint. Hun fortalte for nylig BBC:
»Jeg er meget oprevet. Det er helt usandt, det er en kæmpe løgn. Jeg vil ikke have, at folk skal tro, at jeg nogensinde kunne finde på at gå til en slanke-læge. Det har jeg aldrig gjort, og jeg vil aldrig gøre det,« siger hun og fortsætter:
»Jeg ved, at jeg er en rollemodel for yngre kvinder. Det er en opgave jeg tager meget, meget seriøst. Jeg vil ikke have folk til at tro, at jeg er en hykler.«
Winslets agent fortæller, at skuespillerinden står meget fast på sit synspunkt om kvinders former.
»Winslet føler meget stærkt, at kurver er fine. Kvinder burde tro på dem selv og ikke føle sig pressede til at være tændstiks-tynde. Hun har det godt, og er glad for den måde, hun ser ud på.«