Danskere skal aflevere kasseboner og kontoudtog, når de søger om familiesammenføring efter den såkaldte EU-ret herhjemme.
Med kassebonerne skal man bevise over for Udlændingeservice, at man reelt har opholdt sig i et andet EU-land, når man søger familiesammenføring i Danmark.
Kontrollen sker som en del af regeringens og Dansk Folkepartis forsøg på at afbøde konsekvenserne af den såkaldte Metock-dom, som gør, at man lettere kan undgå de stramme danske familiesammenføringsregler ved at have boet få måneder i et andet EU-land.
Kontrollen sker i mindst halvdelen af alle sager og ifølge flere EU-eksperter er det at gå for vidt.
"Det er på kant med EU's proportionalitetsprincip, hvis ikke over kanten. Man kan kræve så mange dokumenter, at der til sidst ikke er nogen, der kan opfylde kravene," siger professor i EU-ret, Peter Pagh.
Flere organisationer, der hjælper folk med familiesammenføring, kalder det urimeligt, at danske statsborgere skal aflevere private oplysninger for at få en ægtefælde til landet.
Kilde: Jyllands-Posten.