Det kan ikke blive stort nok, når AG København tager imod Bjerringbro-Silkeborg i anden kamp om DM i håndbold. Parken skal omdannes til en håndboldbane med festfyrværkeri og 35.000 håndboldfans på lægterne.
Men nu kan hele Jesper 'Kasi' Nielsens storslåede plan om at trække dansk håndbold op i en højere show-liga undslippe harpiksen og forsvinde.
Boksning, speedway, Madonna og fodbold - det kan man godt dyrke i Parken, men nationalarenaen er ikke godkendt til håndbold. Dermed kan op til 35.000 fans på lørdag stå med håret i postkassen. Det skriver Ekstra Bladet.
Banen bliver først færdig kort før kampstart, men skal godkendes, før finalen kan spilles.
"Der er bygget en prøvebane i mindre format, så Parken forudser ingen problemer," siger AG Københavns kommunikationsdirektør, Steen Laursen, til Ekstra Bladet.
Men godkendes banen ikke, så er der ingen plan B, da alt er lagt an på en godkendelse af banen.
Det er håndboldforbundet, der skal godkende banens håndbold-beskaffenhed.
Kilde: Ekstra Bladet.