Erhvervsmanden Kasi-Jesper har fortsat sit succesfulde smykkeeventyr i det tyske, efter Skat indefrøs hans og familiens formue for nu to år siden. Det skriver BT.
Millionerne ruller ind
Skattefradrag af sponsorater i Brøndby IF og AG København, der ifølge Skat var ulovlige, endte ud i et samlet skattekrav på 400-600 mio. kr. Det fik Skat til at indefryse hele Kasi-Jesperes formue fra smykkesuccessen Pandora.
Kasi-Jesper startede derfor helt forfra i Tyskland, langt væk fra det danske skattevæsen. Og nu har millionerne igen fundet deres vej til Kasi-Jesper.
Nyt navn
Kasi-Jesper byggede et nyt firma op i Tyskland, med hjælp fra en tysk ejendomsmatador som investor. Det nye smykkefirma hedder Endless Jewellery og har officiel adresse i Düsseldorf. Millionordrerne vælter ind, og det forventes, at omsætningen i år bliver ca. 350 mio. kr.
"Det er en virksomhed, jeg, min familie og en lille håndfuld dygtige, hårdtarbejdende medarbejdere har skabt fra nul igen. Vi er lynhurtigt blevet aktive i 18 lande med 250 medarbejdere og næsten 3.000 partnere, der forhandler vores produkter. Vi er lige nu branchens hurtigst voksende brand, og vi kan i øjeblikket lægge 3-400 nye partnere til omsætningen – om måneden," siger Kasi-Jesper til BT.
Tysk selskabsskat
Kasi-Jesper har stadig folkeregisteradresse i Danmark og betaler dansk skat af sin egen indtægt fra firmaet. Selskabsskatten fra Endless Jewellerys millionindtægt går dog ikke til den danske statskasse, men til den tyske. Og det er helt med vilje. Skat erkendte nemlig sidste år, at Kasi-Jesper har været udsat for en ulovlig sagsbehandling, da to nu suspenderede skattemedarbejdere forsøgte at presse ham til en skatteaftale. Alligevel gælder det enorme skattekrav stadig. Derfor er Kasi-Jesper tilfreds med den nuværende skattefordeling.
"Det er jo også kun småpenge, jeg hiver ud i løn. Den store kage får Skat ikke del af, så længe de fastholder det urimelige krav," siger Kasi-Jesper.
Kilde: BT