Karina frygter, arbejdsplads flytter: "Håber på, det er de andre, der ryger"

29-årige Karina Nicolaisen frygter for, om hendes arbejdsplads er blandt dem, der skal udflyttes, når regeringen onsdag starter anden etape i udflytningen af statslige arbejdspladser.
Karina Nicolaisen håber ikke, at hendes arbejdsplads er blandt dem, der skal udflyttes.
Karina Nicolaisen håber ikke, at hendes arbejdsplads er blandt dem, der skal udflyttes. Foto: Privat

Opdateret: Karina Nicolaisen er ikke blandt de lige over 1.800 ansatte, hvis arbejdsplads onsdag fik at vide, at de skal udflyttes.

Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremlægger onsdag næste etape i udflytningen af statslige arbejdspladser.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

En af dem, der venter i spænding, er 29-årige Karina Nicolaisen, der er overassistent hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. Hun frygter nu, at hun er en af dem, hvis arbejdsplads skal rykke. Det skriver DR Nyheder.

- Man håber på, at det er de andre, der ryger. Og det er frygteligt at have det på den måde, for i bund og grund synes jeg, at alle mine statslige kolleger er lige vigtige, siger Karina Nicolaisen til DR Nyheder.

Dansk Folkeparti har lavet en ønskeliste til regeringen, hvor de foreslår 15 navngivne statslige arbejdspladser, de vil have rykket. Her er Styrelsen for Undervisning og Kvalitet ikke på. Karina Nicolaisen er dog stadig nervøs for, at det bliver hende, der skal udflyttes. 

Adspurgt om det er så frygteligt at blive udflyttet, er hun ikke i tvivl.

- Ja, det er det. Du bliver bedt om at rykke næsten alt, hvad du har kært, væk. Du skal finde et nyt sted at bo, nye fritidsaktiviteter og nye venner, og det er rigtig meget at bede folk om, siger Karina Nicolaisen til DR Nyheder.

'Det er ikke fair'

Karina Nicolaisen regner ikke med, at hun vil flytte med, hvis hendes arbejdsplads berøres af udflytningen. Hun sammenligner ventetiden med at have fået taget en blodprøve. Nu venter hun svar på, om hun er dødeligt syg eller ej.

En holdning, hun godt kan forstå, virker provokerende.

- Det kan jeg godt, for det lyder snotforkælet. Men jeg tror, at alle ville have det sådan, hvis deres arbejdsplads flyttede et hvilket som helst sted hen. Jeg synes ikke, at det er fair, at min arbejdsplads skal flytte, bare fordi den er statslig, siger Karina Nicolaisen til DR Nyheder.

Som ugift uden børn vil hun være en af de nemme at flytte, påpeger Karina Nicolaisen. Men hun synes ikke, at det er fair, at så mange af hendes statslige kolleger skal berøres af udflytningerne.

Det er på et pressemøde klokken 13 onsdag, at regeringen fremlægger planen for udflytningen af de cirka 1.800 borgere. 

Første udflytninsrunde fra 2015 omfattede 3.500 arbejdspladser. I alt er 2.500 af dem blev udflyttet indtil videre. På onsdagens pressemøde vil regeringen også fremlægge evalueringen på den første udflytning.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.