Tidligere i dag er en bombe sprunget centralt i den norske hovedstad, Oslo, men kaos breder sig.
Ifølge den norske nyhedskanal NRK har en person skudt flere deltagere på en politisk sommerlejr på øen Utøya nord for Oslo.
Sommerlejren bliver afholdt af Socialdemokraternes ungdomsorganisation AUF. Ifølge et øjenvidne identificerede manden sig som politimand, som skulle lave et sikkerhedtjek efter bomben i Oslo.
"Pludselig hørte vi en masse larm. Folk måtte løbe og gemme sig. Vi har fået besked om, at vi skal komme væk fra øen så hurtigt som muligt," siger vidnet til NRK.
Mindst fem personer skal være kommet til skade under skuddramaet. Det er endnu uvidst, hvor mange af de ramte, der er døde.
Der befinder sig mellem 500 og 600 unge på øen. Politiet har sendt specialstyrker til øen, hvor den skydegale person er blevet pågrebet. Det oplyser NRK.
Samtidig opfordrer politiet i Oslo alle i byens midte til at holde sig inde og blive væk fra centrum.
Store dele er evakueret. Blandt andet er avisen Aftonpostens redaktion blevet rømmet. Journalisterne må nu opdatere fra alternative steder i byen.