Det lignede længe en typisk mandag eftermiddag på Kgs. Nytorv i København. Myldretiden speedede op, og et regntungt skylag mavede sig ind over bykernen. Alle folk gik og nåede et eller andet.

Med en sammenklappet havestol i venstre hånd slentrede han forbi Holbergs og Oehlenschlägers tænksomme statuer foran Det Kgl. Teater, ventede ved det røde fodgængerlys og luntede dernæst ned ad trappen til pladsens metrostation. Her gjorde han holdt i et hjørne af den fem år unge underjordiske bygning.

Det var lidt af et hjørne, manden havde fundet sig. Mod hans front strømmede folk fra opgangen til torvet, til hans venstre side voksede en bred trappe ind i shoppingcentret Magasins kælderetage, og til højre for ham bragte to identiske rulletrapper folk op fra undergrunden og lige forbi hans helle.

Fra ryggen vristede den ikke særligt høje, lidt tætte, 56 år gamle skikkelse en stor, hvid cellokasse løs og svang den ned på flisegulvet, hvorfra han nøjsomt pakkede sit instrument ud.

En anderledes opgave 

Cellisten - for det var det, han var - med den vigende hårgrænse og et lunt smil plantet i ansigtet bar blå jeans, en sort/hvid-vindjakke, der lugtede jordslået, mørnede gummisko og en grålig hue. Huen lagde han foran sig, så den akkurat ragede ud blandt de forbipasserendes fodtøj.

Hvis han virkede ekstra omhyggelig og måske også en smule nervøs, var det forståeligt nok. Han var sat på en opgave, han aldrig havde været på før. Danskerne skulle testes.

Han blev siddende i 59 minutter. Fra klokken 16.18 til 17.17 dansede, smygede og kradsede hans bue over celloens fire spændte stålstrenge, mens cirka 2.600 metropassagerer pendulerede forbi. Mange var på vej ud for at købe ind, og endnu flere satte kurs hjemad efter en lang arbejdsdag.

En mønt i huen 

De havde alle noget til fælles: Hver som én stod de foran et valg, når de trådte op, ind eller ned på reposen under Kgs. Nytorv den mandag eftermiddag:

Enten standsede de og gav musikken en chance, eller også fortsatte de uanfægtet. Alternativt kunne de smide en mønt i den nussede hue. Af ren og skær barmhjertighed, hvis cellisten var dårlig. Af anerkendelse, hvis han var god. Og virkede han virtuos, skulle metropassagererne træffe den måske sværeste beslutning: Havde de overhovedet tid til at nyde den uforudsete skønhed?

Spørgsmålene hobede sig op på forhånd, og selvom metropassagererne ikke vidste det, var de på vej til at besvare dem med deres blotte tilstedeværelse.

En af de løse ender burde dog have givet sig selv: Der var gods i gademusikanten.

Bag det lidt tarvelige og camouflerede ydre gemte der sig en verdensberømt cellist, som spillede et af musikhistoriens mest dyrkede værker. Tilmed på et 200 år gammelt og eftertragtet instrument med en så dyrebar klang, at der skulle et helt hav af huer med småmønter til at betale endsige forsikre det.

1600 betalende publikummer 

Cellistens navn er Morten Zeuthen. Dagen forinden afsluttede han en masterclass for 17 talentfulde musikere fra nogle af verdens fineste uddannelser. Alle havde de søgt inspiration hos professoren fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, der også lige nåede at give en koncert for 1.600 betalende publikummer.

Morten Zeuthens repertoire i den københavnske undergrund var det mest berømte og elskede for en enlig cello, nemlig J.S. Bachs solosuiter. Dem kender han om nogen. I 1994 indspillede han suiterne på plade. Indspilningen vandt en dansk grammy for årets bedste klassiske udgivelse, og for nylig kårede et velanset japansk magasin selvsamme version som den bedste af de 110 mest anerkendte udgaver, der findes af værket. Meget finere kunne det ikke blive.

Det var Nyhedsavisen, der havde udfordret Morten Zeuthen til at agere gademusikant for en dag. En udfordring, professoren tog imod.

Han var også nysgerrig for at få besvaret det centrale spørgsmål:

Kan danskerne høre kunsten, når den bliver serveret i forklædning og det helt forkerte sted?

400 kroner i timen 

Vi venter lidt med svarene. I stedet spørger vi en mand, der burde gætte kvalificeret. Hjerneforsker Kjeld Fredens ved, hvad der rører sig i hovederne på folk, når de er på vej videre. Samtidig kender han noget til klassisk musik - og Bachs cellosuiter, i særdeleshed. Hans datter er professionel cellist og tidligere elev af Morten Zeuthen.

»Mit gæt er, at halvdelen af de forbipasserende reagerede og stoppede op. Så der dannede sig jo nok en kødrand af mennesker,« spekulerer Kjeld Fredens.

Hjerneforskeren er mindre stor i slaget, når det kommer til Morten Zeuthens timeløn:

»Han tjente vel omkring 400 kroner. Det kan en amatør også gøre, hvis han er heldig, men som professionel musiker er Morten i en usædvanlig situation. Han får ikke det hele foræret og skal finde en måde at kommunikere med publikum på.«

Så hjerneforskeren forudsagde altså have forudsagt en vis sammenstimling på metrostationen under Kgs. Nytorv. Hvis halvdelen af de 2.600 forbipasserende virkelig standsede, ville det have skabt underjordisk kaos. Gik det så galt? Lad os se.

Instrument til millioner 

Efter at have finstemt sit flere millioner kroner dyre instrument og fundet sig til rette på klapstolen satte Morten Zeuthen sig selv i spil. Klokken 16.18 bølgede Suite nr. 1 i G-dur de forbipasserende i møde.

Med et smil strammet ud i kinderne og opsøgende øjne strøg cellisten sit potentielle publikum med hårene, nøjagtig som hans bue strøg over de topspændte stålstrenge. Men reaktionen udeblev. I stedet slog de fleste blikket mod gulvet.

Venlige Morten Zeuthen kunne ikke vide bedre, men havde han - ligesom Nyhedsavisen - talt med Yul Anderson i forvejen, ville han nok have valgt en anden taktik. Den amerikansk fødte pianist har underholdt strøggængere over store dele af Europa og begyndte fast at frekventere Købmagergade i København med sit hvide, opretstående klaver i sen-1980¿erne. Så han kender sine danskere. Et af Yul Andersons råd inden cellistens debut som gademusikant lød således:

»Han må aldrig få øjenkontakt. Og han må ikke tale til folk. Sådan er det bare i Danmark. Hej er en konfrontation. Men man tager jo heller ikke på fisketur og taler med fiskene, vel.«

Ignorerer mesteren 

På metrostationen vadede danskerne da også forbi den opsøgende mestermusiker. De ignorerede ham faktisk.

Det krævede 11 minutter og 543 forbipasserende metromennesker, inden nogen bemærkede Bach og Morten Zeuthen.

32-årige Tanja Leiton og hendes brunhårede datter, Carla, var på vej hjem fra arbejde og børnehave, da de passerede cellisten.

»Jeg lagde ikke så meget mærke til ham,« fortalte Tanja Leiton, da Nyhedsavisen kontaktede hende næste dag.

Det gjorde Carla til gengæld. Mens Tanja Leiton skridtede videre, trak den femårige pige i bremsen. Det vil sige i sin mors venstre hånd. Og de næste mange meter snoede Carla sig om sit biologiske ophavs ben for igen at få visuel kontakt med musikeren.

At det skulle være et barn, som først spærrede gluggerne op, er alt andet end overraskende. Det mener altmuligmanden Peter Bastian. Han spiller fagot i Den Danske Blæserkvartet og er forfatter til bestselleren ¿Ind i musikken¿.

»Børn har jo ikke de samme fastlagte forestillinger som voksne. Og det er derfor, vi er så betagede af børn. For dem er verden stadigvæk ny og stor,« pointerer Peter Bastian.

Fastlagte forestillinger

Fastlagte forestillinger , siger han. Vi forventer altså ikke at møde en verdensklasse-musiker i metroen. Netop derfor giver vi ikke manden en chance, endsige et sekund af vores tid, forklarer filosof og professor i æstetik Arno Victor Nielsen:

»Vi er fulde af fordomme. Vi har den fordom, at der står en fattigrøv og tigger nede på en metrostation ved hjælp af musik. Den slags fordomme er vi nødt til at have, ellers ramler vores verden. Konteksten skal være rigtig.«

Arno Victor Nielsen påpeger, at det snildt kunne være gået helt anderledes, hvis vi havde rykket Morten Zeuthen og hans cello op af metroen og 50 meter mod øst:

»Hvis I placerede ham foran Det Kgl. Teater, så ville man tro, at det var Det Kgl. Teater, der forsøgte at skabe lidt opmærksomhed,« vurderer han.

Så kom gennembruddet 

Efter 18 minutters metrokoncert kneb det stadig med ørenlyden i Morten Zeuthens hjørne. Så kom gennembruddet. Klokken 16.34 stavrede en ældre dame udstyret med stok og Magasin-pose over reposen. Uden at standse rodede hun i sin lomme og sendte et par klingende mønter mod musikerens hue. Lyden fik ham til at se op. Øjnene glødede igen, mens han takkede hende højlydt. Faktisk råbte denne internationalt dyrkede cellist flere gange efter damen, der ufortrødent skyndte sig videre:

»Tak, tak, tak!«

Bagefter medgav Morten Zeuthen, at det udefra kunne ligne en lige lovlig ydmyg reaktion:

»Jeg blev nok glad for, at eksperimentet fik en anden dimension, og jeg ikke blev overset af alle. Men jeg vil ikke mene, at jeg var taknemmelig.«

Kun 30 lyttede for alvor 

Der var nu heller ikke meget at være taknemmelig over. Af de cirka 2.600 forbipasserende viste 30 mennesker Morten Zeuthen reel opmærksomhed. 14 af dem lagde penge i hans hue, og det højeste bidrag lød på en halvtredser. Totalt løb timelønnen op i 144 kroner.

Et flertal af de glade givere var kvinder på mere end 60 år. Men faktisk var de ikke - gavmildheden til trods - rigtig glade, når det kom til stykket. En af dem var Ulla Bendix Verheyden, der havde været i Magasin og spottede Morten Zeuthen klokken 17.05. Den pensionerede oversætter valgte at opmuntre ham med en 20 krone.

»Min bedstefar spillede cello, så derfor er jeg glad for det instrument. Men dette lød ikke godt, eller, lad mig sige, det forekom mig ikke at være stor musik,« sagde hun dagen efter.

Da Ulla Bendix Verheyden dernæst fik at vide, hvem hun havde mødt i metroen, var ærligheden lige så udtalt:

»Oh my God! Det er ret flovt. Jeg havde virkelig travlt, og jeg lyttede kun med et halvt øre. Man burde jo gøre sig selv den tjeneste at stoppe op og lytte.«

Ordene kunne lige så godt være kommet ud af munden på en af de 18 andre skeptiske metropassagerer, som Nyhedsavisen talte med. Mange var forbløffede over, hvad de missede. Og de forklarede det med travlhed, musikken på iPod en, eller de tanker, der rumsterede oppe i hovedet på dem.

Eksempelvis 39-årige Thomas Junge. Direktøren gik og irriterede sig over, at mange mennesker tager deres cykler med i metroen, og han ænsede ikke musikken. Til gengæld fik han øje på cellistens hue:

»Jeg opdagede, at der lå en halvtredser i hans hat. Så tænkte jeg, hold da op - han må være god .«

Også påskønnelse 

Der var dog også metropassagerer, som påskønnede Morten Zeuthen og Bachs fælles anstrengelser af de helt rigtige årsager. Syv mennesker gjorde plads til et pusterum og nød musikken. Et svensk bedsteforældrepar, deres voksne søn og hans lille datter blev stående i 13 minutter, og deres lommer blev gang på gang endevendt for at finde flere mønter til musikeren.

Mere diskret var Lars Frederiksen, en 21-årig universitetsstuderende, der havde købt sig en pizza med ruccola og parmaskinke. Den valgte han at indtage på trappen op til det nærliggende stormagasin, mens han lyttede intenst. Som rytmisk kontrabassist vidste Lars Frederiksen øjeblikkeligt, at der ikke var tale om en vilkårlig gademusikant:

»Normalt giver man penge af medlidenhed, men det her var anderledes. Han leverede næsten en koncert, leverede en vare.«

Det var folk som Lars Pedersen, der endte med at redde Morten Zeuthens dag. Det er ikke sjovt for en topprofessionel musiker at blive decideret overhørt af 2.570 danskere på én time. Også selvom de ikke bad ham om at komme og spille for dem.

»Der var alligevel nogle stykker, der forstod musikken, og det gjorde mig mægtig godt tilpas. Ellers var jeg nok blevet vred og ked af det. Man føler sig let urimeligt ignoreret. Jeg havde noget at tilbyde, og jeg synes, at de skulle tage og spise det,« siger Morten Zeuthen.

På spørgsmålet, om han ville gøre det igen, falder svaret prompte:

»Nej!«

Og dog:

»Ikke i denne form. Så skulle vi gribe det videnskabeligt an. Se, hvad der skete, hvis vi satte en plakat op den ene gang. At jeg iførte mig koncerttøj den næste. Eller placerede mig på et podium eller forstærkede lyden.«

Morten Zeuthens dage som ægte gademusikant lader til at være talte. Han er færdig med at spille for døve øren.