Klumme af Frank Esmann:

DA JEG oversatte Hillary Clintons erindringer Living History endte jeg med at kalde den Levende Historie . En tvetydig titel hvor Clinton både fortalte, at hun og Bill havde gennemlevet en historisk periode – og at de havde påvirket den.

Ikke just en fængende bogtitel, så jeg endte med Levende Historie . Den imødekom de fleste af hendes hensigter, men forudsætter strengt taget, at der også er en død historie. Det havde jeg ikke det fjerneste belæg for at tro, at Clinton mente, da bogen udkom i 2003. I dag er jeg til gengæld overbevist om, at hun har erkendt, at historien ikke rummer sandheder, kun fortolkninger.

I DENNE måned ramte en længe ventet bog om Hillary Clinton det amerikanske bogmarked. Det er Watergate-journalisten og forfatteren Carl Bernsteins biografi A Woman in Charge . Mest interessant er Bernsteins beskrivelse af hendes barndomshjem og forældre, Dorothy og Hugh Rodham:

»Han var en sur, frustreret mand, hvis børn led under hans vedholdende, nedværdigende sarkasme, misantropiske tilbøjeligheder, konstante sparsommelighed og tavst accepterede hans nedværdigelser og verbale mishandling af deres mor.«

Hillary Clinton er senator i staten New York, men stiller som bekendt også op til præsidentvalget i 2008. At have haft en hård barndom er i den sammenhæng på ingen måde et handikap. Lyndon B. Johnson og Richard Nixon kom fra meget fattige og strenge kår, Ronald Reagans far var kvartalsdranker.

Det lagde ingen af dem skjul på, men skal vi tro Bernstein, er det tilfældet med Hillary Clinton. Essensen af hans bog er, at hun har omskrevet sin egen og Clinton-dynastiets historie for at fremme den politiske karriere, som hun satte i stå, da hun flyttede til Arkansas for at gifte sig med Bill Clinton.

»Det er en kvinde, hvis hele liv har været kamufleret og fortsætter med at være det,« sagde Bernstein i et nyligt interview og henviste til et citat fra hendes erindringsbog:

»Jeg elskede min far ... da jeg var en lille pige. Jeg holdt øje med ham fra et vindue og løb ned ad gaden for at møde ham, når han kom hjem fra arbejde. Det var ham, der opildnede mig til at lære at spille baseball, fodbold og basketball. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at få gode karakterer i skolen, som jeg kunne tage med hjem og vise ham.«

HVILKET billede er rigtigt?

Hillary Clintons forsøg på politisk tilpasning er ikke en nyhed. Allerede, da jeg interviewede hende i 2003, var hun under heftig beskydning fra venstrefløjen for at have rykket mod centrum, og hendes utallige frisureskift havde antaget metaforiske dimensioner. Det grinede vi meget af den dag.

Hillary Clinton er en kvinde, som i kernen er socialt bevidst, solidarisk og venstreorienteret. Hendes hjerte bløder for de fattige, de undertrykte og de mishandlede, men det kan hun ikke blive valgt som præsident på. Derfor er hun rykket til højre. Vi finder den samme kynisme i Bush-dynastiet.

Hvad angår beskrivelsen af faderen og den mentale og verbale mishandling, han angiveligt udsatte hende og moderen for: Meget af det står i erindringerne, bare i en sarkastisk form og ikke uden sans for den rå humor, som givet var faderens, og som hun har en snert af.

Ved læsningen af afsnittene af Bernstein-bogen tog jeg mig flere gange i at nikke genkendende til episoderne. Men jeg sad også tilbage med spørgsmålet, om Carl Bernstein har humor, og om han seriøst har spurgt sig selv, hvorfor Hugh og Dorothy blev sammen, og hvorfor Hillary passede på dem til det sidste?