Alle der var unge i 1987, kan synge med på mindst en af de mange hits
fra filmen Dirty Dancing , hvor Patrick Swayze spiller - eller måske
snarere dansker - sammen med Jennifer Grey.
Inden det hele ender lykkeligt til sidst må både Baby (Jennifer Grey) og danseinstruktøren Johnny (Patrick Swayze) gå grueligt meget igennem.
I en af filmens sidste scener sidder stakkels Baby ene og alene sammen med mor og far. Og så er det at Johnny går hen til hende og siger de berømte ord: Nobody puts Baby in a corner .
Citatet er siden blevet så berømt, at det blev stemt ind på det amerikanske filminstituts liste over de 100 bedste filmreplikker nogensinde. Faktisk er replikken så god, at en lang, lang række firmaer har brugt den i markedsføringen af deres produkter.
Og det må de ikke, mener filmselskabet bag filmen, Lionsgate, der nu hiver i alt 15 virksomheder, heraf flere tøjfirmaer, i retten.
Firmaet kræver, at virksomhederne omgående hører op med at bruge citatet og at de betaler en kompensation for brud på ophavsretten. Netop det forhold, at citatet er medtaget på listen over kendte citater, mener Lionsgate, taler til deres fordel.