Stop med at beskylde de ledige for at nasse på samfundet, og stop med at inddele danskerne i ydere og nydere.
Sådan lyder budskabet fra Pelle Dragsted, der er politisk rådgiver for Enhedslisten, i et debatindlæg i dag på Politiken.dk.
Han reagerer på en kampagne, som Konservatives formand Søren Pape netop har indledt. Her opfordrer Pape til at bevare den gensidige forsørgerpligt for par på kontanthjælp med det argument, at man selv skal tage sig af sine egne, før man spørger naboen om hjælp.
"Men kære Søren Pape. Hvem betalte for din vuggestue og børnehave? Hvem betalte for undervisningen, da du gik i folkeskole? (...) Og hvem skal betale din gavmilde folketingsløn, hvis du en dag vælges til tinget?
Kunne det tænkes, at det var nogle af de mennesker, der efter krisen er blevet ramt af arbejdsløshed?" skriver Pelle Dragsted i debatindlægget på Politiken.dk.
I virkeligheden trækker vi alle på fællesskabets hjælp i perioder af vores liv, pointerer Dragsted.