En knap en meter høj rødbrun han-kænguru stak i weekenden af fra daginstitutionen Myretuen i Saksild ved Odder.
Kænguruen Joey stak af fra sin indhegning natten mellem fredag og lørdag og efterlyses nu i Østjylland, hvor han kan være nået vidt omkring.
"Han er blevet set i aftes i vejkanten mellem Rørth og Saksild. Men skulle uheldet være ude, så kan han være forbi Malling og Beder og på vej mod Århus eller sågar Skanderborg. Men spørgsmålet er, om han trækker så langt omkring," fortæller institutionsleder Frank Frylund til Newspaq.
Joeys pels er rødbrun med lidt gråt i. Han har en lang hale. Og i ansigtet kan han godt ligne et rådyr. Når han sidder ned er han 90-100 centimeter.
Hvis man ser Joey skal man ikke prøve at fange ham, understreger Frank Frylund, der kan kontaktes på telefon 86543040 eller 31693632.
"Kan man lukke ham ind et sted er det fint. En kænguru skal fanges ved, at man tager den i halen og holder den op, så bagbenene vender væk fra ens krop, fordi kløerne er meget skarpe. Eller også skal man kaste et net henover ham," fortæller han.
Joey er af arten Bennetts Tree Kangaroo og kan skyde en imponerende fart af 70 kilometer i timen over et par timer, hvis han bliver skræmt. Men normalt rejser en kænguru af den art gennem landskabet med 40 kilometer i timen.
For nylig indkøbte Frank Frylund og Eva Otzen, der driver børnehaven Myretuen i Odder, en hun-kænguru til Joey, men det kunne altså ikke få ham til at blive.
"Det er kun 14 dage siden, vi købte hunnen til ham. Og det var meningen, at de skulle gå og hygge sig der. Men nu er han så taget på sidespring, som der var en, der sagde," siger Frank Frylund.
Sammen med sin hustru købte han Joey som et minde om Australien. Og den har vist sig yderst populær hos børnene i Myretuen.
"Det er vuggestuens kælekænguru. Han er jo det store hit for børnene, når der er fodringsrunde om morgenen og eftermiddagen. Så de spørger selvfølgelig, hvor han er henne," siger Frank Frylund.