Kæmpe snekaos: Betjent ramt af bil på motorvej

En betjent blev ramt af en bil, da han var i gang med en redningsaktion på Sydmotorvejen ved Rødby på Lolland.
Genrefoto.
Genrefoto. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

En betjent blev søndag eftermiddag ramt af en bil på Sydmotorvejen ved Rødby på Lolland.

Ulykken skete i forbindelse med, at betjenten var blevet kaldt ud til en ulykke, hvor en anden bilist var kørt galt på grund af snefygning. Det skriver Ekstra Bladet.

- Vi får en melding om et færdselsuheld klokken 13.32. Der har været noget snefygning dernede, og en personbil er kørt galt. En betjent bliver kaldt til stedet for at hjælpe, men han bliver påkørt af en anden bil, der kommer kørende på motorvejen, siger vagtchefen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til EB.dk.

Betjenten, der bar gul vest, var dog ikke mere ilde tilredt, end at han fra ambulancen selv kunne ringe sine kolleger på stationen op og fortælle, at han var okay.

Politiet vurderer, at vejrforholdene var skyld i, at ulykken skete, og de råder i den forbindelse bilister til at køre forsigtigt.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.