De Konservative vil sætte farten op på integrationen af flygtninge og familiesammenførte.
På De Konservatives sommerpressemøde blev der i dag lagt op til, at opgaven nu skal klares på ét år, hvor den i dag tager tre.
Partiet vil satse på demokrati, ligestilling og uddannelse. Og samtidigt skal det være slut med både burkaer og ghettobebyggelse.
Sådan lød det store konservative integrationsudspil, som partiformand Lene Espersen kom med i dag på folketingsgruppens sommermøde.
"Vi har i de sidste otte år gjort meget for at få folk i arbejde, fordi vi troede, at det var den hurtige vej til integration. Nu bliver vi nødt til at fokusere på demokratisk integration. Vi tror på, at man skal gå i gang så hurtigt som muligt. Vi tror på, at folk er topmotiverede til at blive integreret. Derfor skal det tage ét år at blive integreret," siger Lene Espersen blandt andet.
Lene Espersen vil sammen med integrationsordfører Naser Khader rejse Danmark rundt til efteråret for at se, om også er andre ting på udlændingeområdet, som partiet er klar til at ændre på.