Vestjysk Bank i Lemvig nedjusterer en gang til forventningerne til 2012, og denne gang er det med 375 millioner kroner.
Det betyder, at banken forventer et underskud før skat på 1,15 milliarder kroner i 2012.
Banken giver den fortsat svage økonomi, forværret indtjeningsevne inden for visse grene af landbruget og træghed på ejendomsmarkedet skylden for nedskrivningerne.
I september var banken også ude at nedjustere. Dengang mente man, at behovet var på 600 millioner kroner. Men siden har det vist sig, at det ikke var nok.
- Banken har i den mellemliggende periode iværksat "mere omfattende individuelle gennemgange også af små/mellemstore engagementer, oplyser Vestjysk Bank til børsen i København.
Og den nye gennemgang viste altså, at nedskrivningerne på den type af engagementer har været sat for lavt.
- Den gennemsnitlige bonitet i en række små/mellemstore udlånsengagementer har således vist sig væsentlig dårligere end antaget, skriver banken.
/ritzau/