Juventus havde kun lukket tre mål ind i 12 Champions League-kampe i sæsonen, da holdet lørdag aften stillede op til finalen mod Real Madrid i Cardiff.
Små to timer senere var det antal hævet til syv, for efter et sammenbrud i anden halvleg blev de italienske mestre kørt over og tabte 1-4.
Juventus' defensive fundament omkring veteranmålmanden Gianluigi Buffon på 39 år og de centrale forsvarsspillere Andrea Barzagli (36 år), Leonardo Bonucci (30 år) og Giorgio Chiellini (32 år) blev udspillet i flere situationer af et veloplagt Real-hold.
Efter nederlaget ville Juventus-træner Massimiliano Allegri dog ikke høre tale om, at han snart står over for at skulle foretage store ændringer i sin aldersstegne defensive akse.
- Nej, jeg mener ikke, at Juventus overhovedet har nået enden af æraen.
- Buffon vil stadig være målmand i næste sæson, og Barzagli er også med næste år. De har fortsat meget at tilbyde klubben. Men vi kan forbedre holdet.
- Vi har alle brug for at slappe af nu, men efter ferien vender vi tilbage med fornyet energi, siger Massimiliano Allegri.
Juventus dominerede i første halvleg mod Real Madrid, men efter pausen scorede spanierne tre gange.
- Vi spillede smukt i første halvleg, men de trådte på speederen i anden halvleg, og vi kunne ikke stå imod, siger Juventus-træneren.
Massimiliano Allegri førte i denne sæson Juventus frem til både det italienske mesterskab og sejr i den italienske pokalturnering.
/ritzau/