Den normalt så nydelige schlagerkomponist og refrænsanger Justin Timberlake har chokeret sine mange fans.
Han er flere gange blevet set og hørt tale nedladende om andre mennesker.
Senest ydmygede han en tjener på en lokal australsk restaurant ved ikke at give drikkepenge oven i regningen for mad og drikke. Da fløsen forlod restauranten afviste han sågar en forsamling mennesker, der længe havde ventet på at få sangerens signatur på en lap papir. På trods af, at en sådan signatur ikke tager mere end et øjeblik at skrible, så følte stjernen sig for god til den slags nonsens.
Grimme ord
Senere samme aften overfaldt Justin Timberlake en sagesløs fotograf. Fotografen gik ellers smilende frem til sangeren med ordene ’hvis man søn kunne se mig nu ville han blive ellevild’. Selv om man med god ret kan undre sig over hvad fotografen mente Justin Timberlake skulle med den oplysning, så behøvede sangeren trods alt ikke svare ’Sådan nogle som dig burde ikke avle børn’.
Eftersigende opførte ungersvenden sig også uanstændigt efter en koncert i Sverige tidligere i år. Her spyttede stjernen angiveligt en fan i hovedet og sagde ’Go fuck yourself’, der betyder noget i retning af ’Lad mig være i fred’.
Som om det ikke var nok, så har Justin Timberlakes veninde, en skuespillerinde ved navn Jessica Biel, også problemer med sit temperament. Hun har efter sigende åbnet en paraply op i hovedet på en fotograf bedst som denne var i færd med at tage nogle flotte billeder af hende.