Var det hans uimodstålige nye duftserie, der gjorde udslaget?
En 40-årig mand sprang i går over rækværket og kastede sig mod Justin Bieber i forbindelse med, at den 17-årige popkomet besøgte butikken Macy's i New York for at lancere sin nye parfume "Someday".
Det skriver lokalstationen myFoxny.com.
"Hvad? Hvad?!" råbte Justin ud under pandehåret ifølge vidner og kæmpede imod.
Det viste sig dog hurtigt at være tale om en misforståelse. Den 40-årige mand var civilbetjent og sprang over hegnet for at få Justin Bieber væk i en fart, da de skrigende teenagerpiger som en frådende zombiehær var ved at bryde igennem barrikaderne.
Men selv efter betjenten havde identificeret sig, ville en af popstjernens vagter ikke makke ret. Han er derfor nu anholdt af politiet.
En talsmand for Justin Bieber oplyser, at popstjernen er chokeret, men har det fint.
Klik her og se video med balladen
Kilde: myFoxny.com