Vi har sat fut i dankortet de sidste dage op mod jul. Julesalget er reddet.
"Vi regner med at salget lander mellem fem og ti procent under niveauet fra sidste år. Det er selvfølgelig et fald, men det er bedre, end vi havde frygtet," siger Jens Brendstrup, cheføkonom i Dansk Erhverv.
Dermed har de sidste dage inden jul fået danskerne op på forbrugshesten.
Danmarks Handelsstandsforening har også fundet juleglæden frem.
"Der har været tryk på de sidste par dage, og det kan nok godt rette lidt op på månedens sløve start. Vi forventer dog stadig et fald, for det kan godt være forbrugerne køber det samme antal gaver, men det er nok nogle lidt billigere gaver," siger formand Bent Arrebo Pedersen til business.dk.
2008 var rekordår for julehandlen i Danmark, hvilket skal med i billedet, når der tales om faldende julehandel.