De menige medarbejdere hos Joe & The Juice risikerer bøde- eller fængselsstraf, hvis de har snydt fødevaremyndighederne på den måde, som en chef i kæden har opfordret dem til.
Det på trods af, at instruksen kommer fra chefen.
Det fortæller Vagn Greve, professor i strafferet på CBS.
”Alle, der er med til at begå lovovertrædelser, har som udgangspunkt strafansvar. Menige medarbejdere kan ikke sige, at de ikke kan straffes, fordi de har fået en ordre af chefen,” siger han.
Meldt til politiet
Vagn Greve tilføjer dog, at politi og anklagemyndighed normalt ikke vil gå efter at straffe underordnet personale, ”medmindre der er foregået noget særligt graverende.”
Professoren understreger, at han ikke vil udtale sig om den konkrete sag, men alene udtaler sig om de generelle forhold om strafansvar.
Fødevaretilsynet har her til morgen anmeldt Joe & The Juice til politiet, efter at Avisen.dk kunne afsløre, at en chef i Joe & The Juice har opfordret medarbejderne til at snyde med de temperaturer, de registrerer overfor fødevaremyndighederne.
Tager ansatte som gidsler
I fagforeningen 3F er man dybt forarget over, at Joe & The Juice har bragt de ansatte i en situation, hvor de kan risikere straf for at følge chefens instrukser.
”Det kan man kun tage afstand fra. Man skal bestemt ikke tage de ansatte som gidsler. Det er ubehageligt, at det bliver lagt det pres på dem,” siger Jan Mathisen, næstformand for 3F Hotel & Restauration i København.
”Hvad nu, hvis man siger fra? Har man så stadig jobbet?” spørger han.
Juice-direktør: Helt uacceptabelt
Direktør for Joe & The Juice, Kaspar Basse, har overfor Avisen.dk beklaget opfordringen til at snyde med egenkontrollen.
Han kalder det 'helt uacceptabelt' og fortæller, at han har haft en meget alvorlig samtale med den ansvarlige.
I forhold til politianmeldelsen siger juicedirektøren:
”Det er vi selvfølgelig meget kede af. Vi synes, det giver et helt forkert indtryk af, hvordan vores virksomhed fungerer, og hvad der er vores kvalitetskrav. Derfor betaler vi naturligvis også straks et bødeforlæg, hvis der forelægger sådan et.”