Niels Krogsgård fra journalistuddannelsen på Syddansk Universitet i Odense er nu forsvundet på andet døgn i Irans Hovedstad Teheran.
Han blev meldt forsvundet til den danske ambassade af sin medstuderende Henrik Fallesen, der skulle have mødt ham onsdag.
Netop den dag var der voldsomme demonstrationer mod præstestyret i Teherans gader.
Sammen med Henrik Fallesen er Niels Krogsgård i gang med at skrive afsluttende opgave om iransk politik.
Hans søster Karen Krogsgaard fortæller til Nyhedsbureauet Newspaq, at flere instanser i Teheran leder efter hendes bror.
"De gør, hvad de kan for at finde ud af, hvad der er sket med Niels, og hvor han er. Men det er ikke et fantastisk velkommunikerende system, og desuden er det helligdag i dag og i morgen, så man må ligesom være lidt afventende," siger hun.
Af hensyn til familien og brorens situation ønsker hun ikke at sige mere.
Udenrigsministeriets Borgerservice, at der endnu ikke er oplysninger om, hvor han befinder sig.
Niels Krogsgård og Henrik Fallesen tog afsted fra Danmark tirsdag den 13. oktober. De skulle efter planen være tilbage igen den 18. november.