Alene i Tyrkiet sidder mindst 49 reportere fængslet. Flere lande medregnet er der i hvert fald 232 journalister lukket inde som følge af deres skriverier om forholdene i deres hjemlande.
Komiteen til beskyttelse af journalister, CPJ, er udkommet med deres årsrapport, og den viser rekordmange journalister i fængsel; nogle af dem er bloggere, og de fleste skal sidde i mange år.
Skamliste
De mest undertrykkende lande er Tyrkiet (49), Iran (45) og Kina (32). De bruger alle tre vage anklager om terror eller statsfjendtlig aktivitet som undskyldning for at knægte ytringsfrihed i deres land.
At skrive om noget kritisabelt i sit hjemland kan medføre anklager for forrædderi. Den form for sager har bragt 132 journalister i fængsel verden over.
Marginale lande som Syrien, der er hærget af borgerkrig eller det kaotiske og stramt styrede Eritrea har smidt adskillige journalister i fængsel; nogle gange uden rettergang og domme.
Disse ofre for undertrykkelse gemmes væk i hemmelige centrer og får hverken adgang til advokater eller familie, skriver CPJ.
På listen over de aller værste finder man Vietnam, Azerbaijan, Etiopien, Uzbekistan og Saudi Arabien. På web sitet her kan man slå en række lande op og læse om sager om enkeltepersoner.