Brandfolk kæmpede en brav kamp med flammerne, men de kunne ikke stoppe branden i country-legenden Johnny Cashs hus. Det skriver Billboard.com
Arvingerne til Johnny og hustruen June Carter Cash solgte i 2006 de to country-musikeres hus i Nashville til Bee Gees-sangeren Barry Gibb.
Gibb var påbegyndt en restaurering af huset, og det er øjensynligt i forbindelse med renoveringen at branden startede.
Håndværkerne var i huset, da branden udbrød. Ingen af håndværkerne kom dog noget til.
Barry Gibb planlagde at bruge huset som et feriehus. Sangeren, der normalt bor i Miami, ville benytte huset i orkansæsonen.
Gibb udtalte, da han overtog huset, at han var beæret over at få lov til at købe huset, og at han ville restaurere det til minde om Cash. Men nu er huset væk.
Huset, som man kender fra musikvideoen til Johnny Cashs version af sangen ’Hurt’, var i tre etager og lå cirka 30 kilometer nord for Nashville.
Cash-parret levede der fra 1968 til de begge døde i 2003.
- Vi er alle i chok. Jeg føler, at en æra er overstået, udtaler Johnny Cashs søster Joanne.