Det er ufatteligt, at Udlændingeservice har svigtet flygtningebørn - som er kommet alene til landet - i årevis. Derfor skal ansvaret placeres lynhurtigt.
Sådan lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten politiske ordfører.
"Det er uforståeligt, at man har accepteret den her praksis i så lang tid. Særligt fordi vi ved, at bl.a. Red Barnet har råbt op og sagt, 'hey det er ikke okay det, der foregår'."
"Så det er nødvendigt, at der bliver placeret et ansvar. At vi finder ud af, hvornår blev den borgerlige regering første gang opmærksom på, at her var et problem. Og hvorfor reagerede de ikke," siger hun til Newspaq.
Reaktionen kommer, fordi Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, her til eftermiddag har udtalt sig i særdeles skarpe vendinger.
Udlændingeservice har i flere år undladt at lede efter forældrene til de uledsagede flygtningebørn, som kommer til landet. Det er i klar modstrid med de gældende regler, fastslår han
"Udlændingeloven er meget klar på dette punkt. Børn der er kommet alene til Danmark, skal have hjælp til at finde deres familie. Og det skal ske hurtigst muligt efter indrejsen. At det ikke er sket, mener jeg, er meget beklageligt," siger Ombudsmanden i en pressemeddelelse.
Johanne Schmidt-Nielsen forventer, at justitsminister Morten Bødskov (S) hurtigt går ind i sagen.
Først skal praksis ajourføres med reglerne, herefter skal der placeres et ansvar, lyder det fra Enhedslisten.