Jens Sørensen, der er produktionsdirektør i en større virksomhed, har fået en ide. Han har selv en fortid som landmand, og nu vil han købe to mellemstore landbrug eller et stort landbrug, der skal koste omkring 100 millioner. Nu er han på udkig efter de unge landmænd, der skal styre driften på gårdene. Det skriver EPN.dk.
På udkig efter unge landmænd
Jens Sørensens plan er, at han sammen med andre investorer vil købe et par gårde, mens unge landmænd skal styre den daglige drift.
"Modellen er, at en investorgruppe skal samle 50 mio. kr., og resten skal belånes gennem et realkreditinstitut. Landmanden, som skal styre driften af landbruget, står selv for at finansiere besætningen og produktionen. Han betaler en husleje til investorerne og får selv en del af overskuddet fra driften," siger Jens Sørensen til EPN.dk.
Der er en lovændring på vej, som gør det muligt for kapitalfondre og lignende at investere i danske landbrug. Landmanden på gården behøver i fremtiden nemlig ikke at have bestemmende indflydelse i selskaber, der står bag landbruget.
En god investering
"Jeg fik egentlig ideen for fire-fem år siden, hvor landbruget var på et lavpunkt. Vi forventer, at investeringerne kan give et afkast på 5-6 pct. årligt. Samtidig giver det unge landmænd, der ikke kan låne penge til at købe et landbrug, et alternativ til at styre sit eget landbrug og på sigt eje det selv," siger Jens Sørensen.
Jens Sørensens plan er, at landmanden efter cirka 8-10 år selv skal være i stand til at overtage rollen som ejer. Han samarbejder lige nu med en kapitalforvalter, som han ikke vil nævne navnet på endnu. Men han er stadig på udkig efter landmænd.
"Vi håber på, at projektet kan være klar inden for 4-8 måneder. Det er vigtigt, at vi finder de rigtige landbrug. Vi har ikke ingen geografiske krav, men vi kigger meget mod Jylland. Vi heller ikke fundet den eller de rigtige landmænd endnu, som kan styre driften," siger Jens Sørensen.
Kilde: EPN.dk.