Elektronikkæden Power er i gang med at etablere sig i Holstebro.
Derfor søger virksomheden nu 40 nye medarbejdere til at sælge fjernsyn, stereoanlæg, kameraer og Play Stations i det nordvestjyske, skriver Holstebro Dagblad.
- Der er kommet 1.300 ansøgninger, og der kommer flere og flere hver dag. Det er saftsuseme stærkt gået, siger Jesper Boysen, der er administrerende direktør i elektronikkæden.
Ifølge avisen gennemgår Power lige nu de mange ansøgninger.
Direktøren forklarer dog, at der kan blive brug for endnu flere medarbejdere, skriver avisen.
- Jeg har det sådan, at fremfor at ansætte for mange, som vi så må sende hjem igen, så hellere ansætte i underkanten, så vi kan ansætte lidt flere senere, og der har vi nu en stor portefølje i form af de mange ansøgere at plukke af, siger Jesper Boysen.
- De fleste kommer fra lokalområdet, men der er også mange, der er villige til køre. Jeg er imponeret over interessen, siger direktøren.
Power regner med at åbne i Holstebro omkring 1. april, skriver dagbladet.