Pengene er mindre, men Joan Koch er ligeglad: Hun vil helst være offentligt ansat.

Den 58-årige kantinemedarbejder på Aarhus Universitets Hospital ved, hvad hun taler om. I sit lange arbejdsliv har hun skiftet mellem offentlig og privat ansættelse.

Selv den arbejdsplads, hun er på nu, har været skiftevis på offentlige og private hænder. Først var kantinen offentlig, så blev den privat i en periode på flere år, og nu er den offentlig igen.

Noget lal

- Jeg er arbejdsmiljørepræsentant, og det offentlige har for eksempel meget mere hånd i hanke med, hvad der sker på arbejdsmiljøområdet. Mens vi var private, var det noget lal. ’Det kan være, vi lige kigger på det en dag’ var den typiske reaktion fra chefen, hvis jeg bragte noget op.

- Vi havde en mappe stående, som nogle kiggede i en gang imellem, og det var dét. Der var hverken hoved eller hale i det. For dem handlede de kun om at tjene penge, fortæller Joan Joan Koch.

I dag har hun modsat tidligere timer, der er sat af til hendes arbejde som arbejdsmiljørepræsentant. Hun har været på diverse kurser, så hun har styr på registrering og håndtering af de kemikalier, der kommer ind i køkkenet og kan håndtere og følge op på de ulykker, der sker. Hun er også med til de periodiske møder mellem medarbejdere og ledelse.

- Man kan mene, at det offentlige går for meget over i den anden grøft. Det skal jeg ikke kunne sige, men det andet, hvor der kun blev gjort, hvad man absolut skulle ifølge lovgivningen, var i hvert fald ikke godt nok, mener hun.

Privat ansatte har det hårdere

På baggrund af sine egne erfaringer forstår Joan Koch godt konklusionen i den nye undersøgelse, der viser, at de privatansatte medlemmer af hendes fagforbund, FOA, har dårligere arbejdsmiljø end forbundets offentligt ansatte medlemmer.

I sin tid arbejdede hun i kantinen på en af byens store private virksomheder. Det var udmærket, så længe virksomheden selv stod for driften. Men da en af de store aktører på serviceområdet overtog kantinedriften, varede det ikke længe, før hun havde søgt væk.

- Det var lige før, vi skulle bruge dåsen i maden også. Og brødet skulle ligge i blød i mange dage for at blive bagt igen. Til sidst vidste man ikke, hvor gammelt det var. Det var igen det dér med at tjene penge, siger Joan Koch.

Ålen blev skyllet

Det var den oplevelse, der stod hende i hovedet, da kantinedriften på hospitalet for fem år siden skulle på private hænder. Det var ikke det samme firma, der gjorde sit indtog, som hun havde erfaringer med fra tidligere. Men navnet lignede, og det var nok til at få hende til at sige fra.

Hun havde derefter et mislykket ophold i cafeteriet hos en af Aarhus’ stormagasiner. Men arbejdsmiljøet var elendigt, og ålen fik en afskylning og et nyt liv, hvis den var kommet uspist ud på en tallerken. 

Positivt overrasket

Så derfor kom hun tilbage til sin da privatiserede kantine på hospitalet. Og fandt ud af, at private såmænd også kan stå for en anstændig kantinedrift og personalepleje, hvis man da lige ser bort fra deres halvhjertede arbejdsmiljøarbejde.

- Jeg er glad for at have et arbejde og er også sådan én, der er god til at falde ind og ikke går og hænger mig i det ene eller det andet. For eksempel af vi får mindre i weekendtillæg nu, end vi fik før. Det er livet for kort til.

- Men hvis jeg skulle vælge en arbejdsgiver, bliver det det offentlige. Der er styr på det på en anden måde end i det private – meget mere styr på det, mener Joan Koch.   

Besparelser med omtanke

Det er ikke gået hen over hovedet på hende, at der skal spares i det offentlige. Det mærker hun tydeligt i arbejdet. Men alligevel kan man godt være bevidst om, hvad man bruger sine begrænsede midler til, mener hun.

- De ved, hvad de gør, og det mærker man på alle plan, ikke mindst i forhold til patienterne. Nu kører vi efter opskrifter og alle kan gå ud og se, hvad de skal have i løbet af ugen. Før lavede vi bare mad efter, hvad der lige var, og hvad der var købt ind til, fortæller Joan Koch.