Jim var godt nok savnet, men the doors var langt fra lukket land

Koncert ¿ The Doors med ny forsanger og nyt navn satte ild til nostalgien lørdag aften. Og lidt af den gamle vildskab var sådan set intakt

JJJJJJ
Riders on the Storm, lørdag aften på Store Vega, København
En broget forsamling af efterskoledrenge og -piger, midaldrende hippier og musikelskere, sådan helt generelt, indtager en lørdag aften Vegas store sal for at se de gamle drenge fra Riders On the Storm. Navnet har de gamle The Doors-medlemmer Ray Manzarek og Robbie Krieger tilkæmpet sig i en retssag, og nu er de altså klar til at vise de københavnske fans, at der stadig er liv i The Doors.
Forsangeren Ian Astbury lægger ud med Roadhouse Blues , og det bliver hurtigt tydeligt, hvorfor de originale medlemmer af The Doors har valgt ham. Han er simpelthen et glimrende bud på, hvordan Jim Morrison kunne se ud i 2007: En sortklædt libertiner med høje kindben, der samtidigt udstråler den rigtige form for fandenivoldskhed.
Guitaristen Robbie Krieger har iført sig en nutidig surfer-T-shirt i nylon, og sammen med Manzarek styrer han begivenhederne på ægte shamanistisk vis. Politik bliver der også fundet tid til, da Manzarek brøler »all of you people, who like George Bush better leave!« fra pladsen bag keyboardet. Efterfulgt af Ian Astbury, der proklamerer, at vi bagefter koncerten alle skal på Staden ¿ »the free city of Europe!«
Når Riders On the Storm er bedst, som på f.eks. Light my Fire og Break On Through , fornemmer man glimtvis, at vi her har med de ganske særlige mennesker at gøre, der ¿ som navnet mere end antyder ¿ åbnede The Doors of Perception i sen-tresserne. Selvom det til tider sniger sig ind, at Riders on The Storm har passeret de 60, kan man ikke lade være med at falde for den åbenbare spilleglæde og livsmod, der gør dem tidløse. Ligesom man ikke kan lade være med at savne Jimbo ...

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.