Jessica Simpson og Willie Nelson sammen på film – igen

Der bliver lidt for enhver smag, når den unge filmsild skal spille overfor den aldrende countrymusiker Willie Nelson i en ny film.

Jessica Simpsons næste film handler om en ung kvinde, der havner i kløerne på et par kyniske forretningsmænd. Willie Nelson skal spille hendes bedstefar, skriver Bt.dk, og utroligt nok er det ikke første gang at det usandsynlige makkerpar skal møde hinanden på det store lærred. De har allerede spillet sammen i filmen ’The Dukes of Hazzard’. Med en sådan blanding af stjerneappel burde der være noget for alle smagsløg i 2007, når komedien kommer op i biograferne.

Filmen kommer til at hedde ’Blonde Ambition’ og bliver indspillet i New York. Inspirationskilden til filmen er hittet ’Working Girl’ fra 1988 med Harrison Ford, Sigourney Weaver og Melanie Griffith. Den skal instrueres af Scott Marshall og har også Luke Wilson og Penelope Ann Miller på rollelisten.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.