"Helt ærligt, du sætter livet på spil for at vise tilbagetrækningen og krydrer så historien lidt med billeder, der udmærket viser situationen dernede, og det er da fuldstændig lige meget, om tropperne på billederne kører ud eller hjem."
Sådan skriver Hans V. Madsen på Jeppe Nybroes blog om det omdiskuterede indslag, der betyder, at værten ikke kommer på skærmen de næste tre måneder.
I indslaget beretter Jeppe Nybroe fra en militærkonvoj, der kører gennem den irakiske ørken, at han er på vej ud af Irak sammen med de sidste danske soldater. Det har senere vist sig, at konvojen var på vej ind til den danske lejr - ikke væk fra den.
Hovedpersonen skriver ikke længere på sin blog, men i kommentarfeltet til den, kører der en heftig debat. Kommentarerne deler sig i to lejrer. De, der mener, at Nybroes brøler er til at overse - og de, der mener, at han har mistet al troværdighed og må forlade sit job.
Til den første kategori hører blandt andre Trine , der skriver:
"Jeg er på dine vegne ked af det her stormvejr ... Du er efter min mening stadig en dygtig og troværdig journalist, så jeg håber virkelig, at du kommer stærkt igen."
Og så er der naturligvis mange kritiske røster:
- Jeg er mundlam over dem, der forsvarer dig. Indslaget er HELT bevidst, og løgnen er derfor også helt bevidst. Jeg er da ligeglad med, om de er på vej ud eller ind, men jeg er sørme ikke ligeglad med, at du fortæller en direkte løgn. Ville du (Jeppe Nybroe) være ligeså brødbetynget, hvis det ikke var blevet opdaget?, skriver Rune Nielsen på bloggen.
Efter TV 2 s afsløring af historien har Jeppe Nybroe modtaget en skriftlig advarsel og er sendt på en tre måneders orlov af nyhedschef Ulrik Haagerup. Nybroe selv har beklaget indslaget og sagt, at han ikke ved, hvorfor han løj på skærmen.
Følg - og deltag i - debatten på Jeppe Nybroes blog her.