Åbent brev til folketingets medlemmer

Haslev den 14. september 2013

Kære lovgivere

Jeg er 61 år og har været fuldtid på arbejdsmarkedet fra 1966, og reelt truet på livet af Faxe Kommune.

Siden 2010 har jeg været uarbejdsdygtig, bortset fra en meget kort periode, hvor jeg midt i min sygdom meldte mig rask og kom i "praktik", fordi jeg stadig håbede på, at jeg kunne klare mig selv.

Det var den mest tåbelige beslutning, jeg kunne tage. Det gjorde det i hvert fald ikke nemmere for mig.

Jeg måtte tilbage til Jobcenter i Faxe Kommune for at modtage sygedagpenge. Det førte til et langt, hårdt og slidsomt forløb, som uomtvisteligt har været med til at forværre min sygdom. Den behandling jeg søgte hos uddannet psykolog (og hos læge), bestod primært i at takle Faxe Kommunes behandling af mig og 
min familie – i stedet for at behandle mig for min dybe depression, der blev utæmmelig i takt med, at jeg mistede min fysiske formåen.

Jeg lider af KOL og er opereret for kræft, dertil har jeg en masse slidskader fra tungt arbejde. Min hørelse er ved at forsvinde og erstattes af en stadigt stigende tinnitus, som forværres af den medicin, jeg får, fordi jeg har fået et livstruende forhøjet blodtryk, der med stor sandsynlighed kan tilskrives kommunens behandling af mig.

Jeg har skrevet blog om min situation, og derigennem erfaret, at andre – mange andre – har det værre end jeg, rent helbredsmæssigt, men også de er udsatte for kommunal inkompetence eller ulovligheder eller 
kassetænkning. Min blog og en tv-debat med MF Joachim B. Olsen er Faxe Kommunes grund til at nægte mig førtidspension. Altså en mundkurv. Kommunens folk har af deres egne fagfolk fået forklaret og belyst det absolut mulige i at have en depression og samtidig være i stand til at formulere sig omkring især egne problemer.

Faxe Kommune blev allerede i 2010 af min læge informeret om, at min arbejdsevne med stor sandsynlighed var ikke-eksisterende, men det gav aldrig anledning til nogen afklaring. På et møde med 
to medarbejdere fra Jobcenter, min læge og mig selv udtalte lederen af Jobcenter: "Du kommer aldrig til at få førtidspension".

Den udtalelse kom uden der var foretaget nogen som helst vurdering af min arbejdsevne. Sidenhen fik jeg kræft, og på selvsamme dag, som jeg blev opereret, fratog kommunen mig mine sygedagpenge, og jeg skulle på operationsdagen møde op på Jobcenter for at søge om kontanthjælp.

Der er klaget over disse forhold i september 2012, men der er stadig ikke kommet en afgørelse.

Mod alle advarsler forlangte Faxe Kommune, at jeg skulle møde op til et "psykoterapeutisk forløb" på en kommunal virksomhed i Næstved. Virksomheden ville dog ikke have mig ind, efter samråd med min 
behandler, psykolog FH.

Virksomheden mente mig fejlvisiteret og anbefalede Jobcenter at få mig afklaret til førtidspension. Jobcenters reaktion var at fratage mig sygedagpenge, fordi "jeg nægtede at møde op". Den sag tabte de i Ankenævnet, som gik utvetydigt mod Jobcenter Faxes beslutning.

Jeg blev tidligere på året sendt til endnu en afklaring hos et privat firma i Herlev, hvor en socialrådgiver, en fysioterapeut, en ergoterapeut og en psykolog undersøgte mig, og endte med at anbefale, at jeg blev 
afklaret til førtidspension.

Jobcenter sendte mig så videre til en neuropsykolog, som efter en særdeles grundig og flere timer lang undersøgelse meddelte Jobcenter, at det ville være stærkt utilrådeligt, at forsøge at sætte mig i arbejde, arbejdsprøvning eller flere afklaringer. Altså anbefalede han en 
førtidspension. Jobcenter bad efterfølgende psykologen uddybe, hvordan jeg kunne være så mærket af depression, og det uddybede han ganske utvetydigt og understregede tydeligt, at jeg burde få ro og 
førtidspension.

Det medfører, at to socialrådgivere egenhændigt beslutter, at den konklusion læger, psykologer og andre professionelle behandlere er kommet frem til uafhængigt af hinanden, nok ikke er rigtigt, derfor skal jeg afklares og efterfølgende arbejdsprøves. Der er sågar fastsat en startdato for begge forløb, til trods for, at det første alene er beregnet på, om der skal være et mere.

Jeg er for syg til at møde op, og melder mig derfor syg. Den sygemelding støttes af min læge og min psykolog. Sagsbehandleren på Jobcenter fortæller mig, at "loven siger, at jeg skal sendes i afklaring med mindre jeg vil begå selvmord". Jeg har ikke ved egen 
hjælp kunnet finde den paragraf, og kan derfor ikke afvise, at den kunne eksistere.  Jobcenter har stadig ikke tilsendt begrundelsen for beslutningen, dermed heller ikke henvisning til "selvmordsparagraffen".

Stillet over for disse kendsgerninger, inklusive en lignende vurdering fra min behandlende psykolog fra året før, valgte Faxe Kommune at sende mig til lægen for at få afklaret, hvor slem min situation er. Det papir fra lægen er endnu ikke udleveret til mig, men lægen oplyste, at hun ville advare kraftigt mod videre forsøg på at sætte mig i arbejdsprøvning eller afklaring eller lignende.

På egen foranledning skrev min psykolog til Jobcenter og advarede mod flere tiltag, da det ville være alvorligt helbredstruende for mig. Senere beder Jobcenter psykologen om en uddybende forklaring, hvis 
utvetydige sum er, at det er livstruende og helbredstruende at forsøge noget som helst andet end at tildele mig førtidspension, så behandlingen af mig kan koncentreres om sygdommen.

Disse meget klare advarsler behandler kommunen i flere uger, og reagerer ikke på rykkere, før jeg telefonisk får kontakt med min sagsbehandler, som meddeler mig, at hun sammen med en anden 
sagsbehandler (en såkaldt faglig konsulent) mener, at det ikke passer, hvad lægerne og psykologerne skriver og vurderer, derfor vil hun sende mig til afklaring i et kommunalt regi, hvor jeg skal møde i to timer 
ugentligt mod de først ønskede ti timer. Der er hverken læger eller psykologer tilknyttet, men alene folk med "psykoterapeutisk erfaring". Det vil sige ansatte helt uden relevant uddannelse.

Hvis jeg ikke vil det, kan jeg vælge at komme til kommunens "ONTOLOG", der viser sig at være en gestaltterapeut. Altså skal jeg i behandling hos en mand, der smykker sig med en titel, der ikke kendes i det danske sprog og med en "uddannelse", der ikke er statsanerkendt, men alene "certificeret" af brancheforeningen, på samme måde som krystalhealere kan anerkende og certificere hinanden.

Den besked fik jeg i går, og kun min evne til at formulere mig redder mig. De første mange timer gik med at græde og kun tænke på selvmord, hvilket dybest set må være den billigste og mest ønskværdige løsning for kommunen, og efter en lang søvnløs nat sidder jeg nu og skriver til jer.

I kan ikke gå ind i enkeltsager, hører man ofte, men det er dog set før, hvor I (eller jeres kolleger) har handlet på enkeltsager og ændret lovgivningen. Nu er det på tide, at I skrider til handling. Min sag er jo 
langt fra den eneste.

Jeg beder jer på det mest indtrængende om at skride til handling for mit livs skyld, for min seksårige søns skyld, for rimelighedens og anstændighedens skyld, og ikke mindst for de mange andre ofre for kommunal kassetænkning (eller hvad der nu driver kommunerne og jobcentrene).

Hvis loven virkelig rummer mulighed for, at kommunerne kan handle ustraffede, som de gør, og hvis min sag er udtryk for lovens intentioner og mål, så må jeg opfordre jer til at ændre loven omgående.
Hvis I er rystede over konsekvenserne af loven eller eventuelle huller i loven, så gør noget ved sagen omgående.

I kan ikke være andet bekendt.

Venlig hilsen
Johnny Larsen