Det blev ikke til medalje til Jeanette Ottesen, da den danske svømmer søndag aften svømmede finale i 100 meter butterfly ved OL i London.
Ottesen havde lørdag overraskende kvalificeret sig i tredjebedste tid og satte med tiden 57,25 sekunder ny dansk rekord, hvilket gav forhåbninger om, at hun kunne snige sig ind i medaljerækkerne, selv om butterfly ikke er favoritdisciplinen.
Men danskeren måtte med tiden 57,35 nøjes med en sjetteplads. Vinder blev amerikanske Dana Vollmer, der med tiden 55,98 sekunder satte ny verdensrekord.
/ritzau/