Fans og andre lidt for nysgerrige sjæle kunne allerede i sidste uge finde Jay-Z's længe ventede album 'Blueprint 3' lækket på nettet. Men allerede fra i morgen kan albummet erhverves - helt lovligt.
Om det er på grund af lækagen, at albummet sendes tidligere på gaden, vides ikke præcist. Men faktum er, at udgivelsesdatoen pludselig er rykket fra den 11. september til i morgen den 8. september, skriver soundvenue.com.
På det kommende album fra den amerikanske rapper kan du glæde dig til en masse gæsteoptrædender fra blandt andre MGMT, Rihanna, Kid Cudi, Drake og Mr. Hudson. Producerstolen deler hiphop-mastodonterne Timbaland og Kanye West.
Jay-Z var sidst albumaktuel tilbage i 2007. Her sendte han albummet 'American Gangster' på gaden, inden han under stor mediebevågenhed proklamerede, at han gik på musikalsk pension.