Ville det ikke være dejligt, hvis du kunne blive verdens bedste guitarist uden at bruge al din tid på at øve kedelige skalaer?
Det er lige sket for japaneren Ochi Yosuke, men så var guitaren også bygget af luft.
Oftest er det feststemte mennesker, der har fået lidt rigeligt inden for vesten, der overgiver sig til luftguitaren, men japaneren, gik mere alvorligt til værks, da han i fredags udspillede konkurrenterne og vandt verdensmesterskabet i luftguitar.
Smadrede guitaren
Iført solbriller og vrikkende hofter gik han på scenen i den finske by Oulu, der ligger tæt ved polarcirklen.
Her gav han Offsprings gamle hit Keep’Em Separated nyt liv, og sluttede showet af ved at smadre sin fiktive guitar i gulvet. Det fik dommerne til for andet år i træk at stemme den 35-årige japaner til tops.
Baglæns kraftspring
Alle rockguitarister ved, at det handler om meget mere end at spille godt, når scenen skal indtages. Hvad der lige præcis skal til, kom der masser af bud på til konkurrencen. Amerikaneren Andrew ?William Ocean? Litz fik for eksempel stort bifald, da han afsluttede sin optræden ved at slå et baglæns kraftspring og lande på en øldåse. Han endte dog kun på en 11. plads.
Konkurrencen varer tre dage og foregår hvert år i den nordfinske by Oulu. I år kæmpede 20 finalister foran flere tusinde publikummer om en håndbygget Flying Finn guitar til 3.400 dollars.
Guitaren endte denne gang i Japan, men Ochi Yosuke har ikke fortalt, om han har tænkt sig at øve sig på den, eller om han næste år går efter hattrick som verdens bedste til luftguitar.
Se VM-videoen her: