Det er ikke altid sjovt at have en diktator ved navn Kim Jong-Il som nabo.
Af frygt for det utilregnelige styre i Nordkorea opsætter Japan derfor nu sit eget missilforsvar.
Nordkorea har meldt ud, at de i næste måned vil opsætte en satellit. Men både Sydkorea, Japan og USA tror, det er et dække for at teste en Taopedong-2 missil.
"En satellit eller en missil. Vi ønsker ingen af delene i vores luftrum og sådan en handling skal stoppes," siger den japanske forsvarsminister Yasukazu Hamada ifølge bbc.co.uk.
Derfor tager Japan nu sine forholdsregler og opsætter et missilskjold. Forsvarsministeren tog beslutningen efter et møde med blandt andet premierminister Taro Aso.
"Vi vil gøre vores bedste for at være i stand til at håndtere nordkoreanske objekter i vores luftrum. Det sker for at værne om det japanske folks sikkerhed," siger den japanske forsvarsminister.
Det er første gang i Japans historie, at landet opsætter et missilskjold. Landets militær forventes også at sætte krigsskibe ud for kysterne.
Nordkorea har sagt, at deres test vil komme til at foregå mellem den 4. og 8. april. Forstyrrer Japan på den ene eller anden måde testen, vil Nordkorea opfatte det som en krigshandling.