Fysikken holdt, da den danske badmintonspiller Jan Ø. Jørgensen onsdag spillede sig videre i Premier Super Series-turneringen Indonesia Open.
Her mødte danskeren Brice Leverdez fra Frankrig, og Jan Ø. Jørgensen vandt opgøret i første runde med 21-16, 21-18.
Dermed fik Jan Ø. Jørgensen et vellykket comeback til badmintonbanen, hvor han har været fraværende længe.
Siden marts har danskeren været ude af stand til spille på grund af en drilsk hælskade.
Den har betydet, at Jan Ø. Jørgensen er gået glip af tre Super Series-turneringer, og han har også været fraværende ved EM på hjemmebane og Sudirman Cup, som er VM for blandede hold.
Også Anders Antonsen spillede sig videre i Indonesien onsdag, da han besejrede Hu Yun fra Hongkong 21-10, 21-19.
For Hans-Kristian Vittinghus blev det derimod en kort optræden i turneringen.
Danskeren mødte verdens nummer fem fra Taiwan, Tien Chen Chou, som vandt i to sæt med 21-19, 21-12.
Tidligere onsdag måtte Viktor Axelsen også vinke farvel til Indonesia Open, da han tabte til sin undertippede landsmand Emil Holst med 12-21, 21-12, 17-21.
/ritzau/