Den syngende sukkerskål James Blunt er på vej med nyt materiale.
Den tidligere tankfører udsender albummet ’All the Lost Souls’ til september.
Sangeren, som i dag lever i skattely i Schweiz, havde en meget ydmyg start på karrieren.
Han udsendte både singlerne ’High’ og ’Wisemen’ før klynkehittet ’You’re Beautiful’ udkom, og trak tæppet væk under radiolytterne. Sangen gjorde debut-albummet ’Back To Bedlam’ til en kæmpe succes, og singlen gik nummer et i USA.
Ifølge den britiske avis The Sun er ’You’re Beautiful’ i dag det mest brugte nummer ved engelske bryllupper.
Men successen har også haft en bagside.
For en undersøgelse i England har vist, at James Blunt er den fjerdemest irriterende ting i verden kun overgået af folk, der ringer forkert og af folk, der springer over i køen samt af campingvogne.
Nu vil James Blunt forsøge at følge op på succesen. Det sker 17. september, når han udsender albummet ’All The Lost Souls’.