Flere unge skal i gang med en ungdomsuddannelse, og derfor har Århus Kommune valgt at søge hjælp i militære rækker.
Det sker i form af jægersoldat Nicolai Moltke-Leth, der skal "mental-træne" over 500 elever fra kommunens 8. til 10. klasser, så de bliver på skolebænken.
"De unge har eksempelvis konflikter i skolegården eller et dårligt forhold til deres lærer, der giver dem indre uro, og så de ikke har plads til at lære," siger jægersoldaten, der arbejder med at udvikle de unge personligt:
"Vi arbejder ikke med deres faglighed, men når du arbejder med sociale kompetencer, så stiger deres faglighed i skolen."
Det er tredje år i træk, at militærmanden holder den alternative boot-camp, der langt fra handler om krigsmaling og overlevelsesturer.
"De unge har den her opfattelse af, at en jægersoldat, det er sådan noget med B.S. og Bubber, så første år kom nogen af dem med fuld oppakning og troede, de skulle ud i en skov," griner Molke-Leth, som i stedet har fokus på oplevelsesbaseret læring.
I Århus Kommune gennemfører flere 10. klasse efter mødet med jægersoldatens arbejdsmetoder.
"Når eleverne fortæller om det, siger de, 'jeg er blevet gladere'," forklarer Randi Larsen, kursusleder i Århus Kommune, som ikke er nervøs for at sende de unge ud til jægersoldaten:
"Vi har ansat ham for hans sociologiske kompetencer, ikke hans dræber kompetencer."