De indledende høringer i sagen, hvor Michael Jacksons læge, Conrad Murray, er tiltalt for manddrab, er i fuld gang.
En af de i alt 30 vidner, som er indkaldt, er Faheem Muhammed. Han var livvagt for Jackson og var således til stede 25. juni 2009, hvor "The King og Pop" afgik ved døden.
I Los Angeles Superior Court forklarede han følgende:
"Conrad Murray gik i panik, da han forsøgte at genoplive Jackson. Både Prince og Paris (to af Michael Jacksons børn, red.) var til stede i rummet, og Paris lå på gulvet og græd," sagde Faheem Muhammed ifølge tmz.com.
Det har tidligere været fremme, at det var Prince, som fandt sin far. Alligevel er sønnen ikke indkaldt som vidne.
57-årige Conrad Murray nægter sig skyldig. Han har dog indrømmet, at det var ham, der gav Jackson indsprøjtningerne med propofol. Men lægen fastholder i den forbindelse, at dosisen ikke var nok til at tage livet af Jackson.
Sagen fortsætter de kommende dage.
Kilde: TMZ