Jackie Chan kaster sig over et nyt liv som filmproducent. Det kan man ifølge New York Daily News læse på hans hjemmeside. Stjernen, som lige nu er i gang med at indspille ’Rush Hour 3’, vil producere ti film med sit nye selskab. Han vil bruge sin ferie til at udvikle ideer og spejde efter talent.
»Jeg skal i gang med at møde nye instruktører. Jeg skal læse screenplays og lytte til ideer til screenplays. Jeg skal kigge på forskellige instruktørers spoler for at hyre instruktører til dette store projekt,« siger han. Chan har hele tiden lavet film på kinesisk ved siden af sit skuespillervirke i Hollywood, senest ’Rob-B-Hood’ med den kinesiske titel:’Bo bui gai wak’ om en gruppe kidnappere, der kommer på bedre tanker og ikke leverer det bortførte barn videre til deres bagmænd.