Keifer Sutherland saboterede udgivelsen af det nye ’24 Timer’-legetøj.
Sutherland, også kendt som Jack Bauer i tv-serien ’24 Timer’, brændte i fuldskab den action-figur, der skulle forestille ham selv. Derfor kommer legetøjet først ud til efteråret i år. Det skulle have været ude for længe siden.
»De prøvede at sende en dukke ud for flere år siden, og de sendte et eksemplar, som jeg skulle godkende,« fortæller Sutherland til National Enquirer.
»Vi tog dukken ud en aften for at have lidt sjov, og vi drak nogle drinks. Så satte vi den på hjørnet af bordet.«
Festlighederne udviklede sig så:
»Vi begyndte at torturere den omkring klokken 23 og klokken 02 satte vi ild til ham på parkeringspladsen.«
Med næste dags tømmermænd kunne Sutherland konstatere endnu en god ting ved dukken:
»Da vi kom op næste dag, var der kun en voks-pøl tilbage. Hans tøj brændte ikke. Det, syntes jeg, var rimeligt sejt.«
Dagen efter modtog Sutherland et opkald fra fabrikken, der ville høre, om at han var tilfreds med dukken. Sutherland syntes den var fantastisk, men blev bleg, da han hørte, at han skulle aflevere den tilbage til dem.
»Du bliver nødt til at sende den tilbage til os. Det er en prototype.«
Det havde åbenbart taget skulptøren et år at fremstille den.
Sutherland blev så forfjamsket, at han forsøgte at købe sig tid ved at sige, at han havde glemt den i sin campingvogn. Men han hostede dog op med sandheden efter en uges tid.
Dukken, der er modelleret over Sutherlands karakter, Jack Bauer, kommer ud til efteråret i år. Det vides ikke om Kiefer Sutherland fik prototypen til godkendelse denne gang.