It-selskabet CSC vil nu strømline sin organisation. Den skal være mere smidig og effektiv, og det kan komme til at koste 180 stillinger i Danmark og Sverige.
CSC har fremlagt planerne for selskabets ansatte tirsdag.
I en meddelelse hedder det kortfattet, at man er i gang med en global gennemgang af hele forretningen.
- Resultatet af denne gennemgang kan medføre en reduktion af 180 stillinger i Danmark og Sverige, hedder det i meddelelsen.
CSC har indledt forhandlinger med fagforeninger og medarbejderrepræsentanter og kan ikke oplyse yderligere om, hvor man ender i disse forhandlinger.
Ifølge it-avisen Computerworld bliver der mulighed for frivillig fratrædelse, ligesom da CSC i forsommeren nedlagde 450 stillinger i Norden.
CSC-chef i Danmark John Walsh har ifølge Computerworld orienteret de ansatte om planerne og varslet, at nedskæringerne skal være faldet på plads i løbet af 90 dage.
/ritzau/