Tidligt tirsdag morgen angreb israelske fly en række Hamas-kontorer og sikkerhedsmål i Gaza-striben, der er domineret af den militante palæstinensiske bevægelse.
Mindst 10 mennesker har mistede livet i de seneste bombninger, hvilket får det palæstinensiske dødstal siden lørdag op på over 320, anslår FN.
Fire israelere har mistet livet efter raketangreb fra Gaza-striben.
Israel har indkaldt 6.500 reservesoldater til brug for en eventuel invasion af området fra landjorden og for at lægge størst muligt pres på Hamas.
FN-generalsekretær Ban Ki-moon har opfordret til en øjeblikkelig våbenhvile og fordømt både Israel og Hamas.
Han anerkender Israels ret til at forsvare sig mod raketangreb fra Gaza-striben, men fordømmer Israels "overdrevne brug af vold".
Mindst 62 af de dræbte palæstinensere er kvinder og børn, vurderer FN.
"De lidelser, der er påført civilbefolkningen som resultat af den storstilede vold og ødelæggelse i de seneste dage, har ramt mig med sorg," siger Ban Ki-moon.
Røde Kors beskrev mandag situationen på Gazas hospitaler som "kaotisk".
Nødhjælpsorganisationen har fået lov til at føre sine konvojer med medicin og lægeudstyr ind i Gaza fra grænseovergangen ved Egypten.